Fotoalbum

Det vilde vesten 

 

Min indstilling har altid været. Hvorfor hjælpe dyr i andre lande. Hvorfor ikke få ryddet op i vores egne dyreværnsproblemer først.  

Man lære så længe man lever..... 

En dag tidlige i November 2016 så jeg et opslag på facebook. Det var et råb om hjælp fra UFFAC  De står og har en planlagt tur til Serbien for at hente 10 gadehunde der har fået nye familier her i DK. Men der var lige pludselig ingen der kunne køre for dem.  

Jeg tænker ikke mange sekunder før jeg skriver til Lotte at det vil mig og min mand da gerne.  

Nu tænker du nok, hvorfor nu det når du har den indstilling. Jamen de manglede jo hjælp. Derfor! 

Vi køre hjemme fra tirsdag nat kl 02.45 Vi skal hente bilen i Horsens kl 04.  

En laaaaaang køretur venter forude. Tysklang-Østrig-Ungarn også Serbien. Men en oplevelse, som jeg vil dele med jer.  

Turen gennem Danmark, Tyskland og det meste af Østrig gik nemt. Siger Frans, han påstår jeg sov hele vejen.. 

 Solen skinner og der er klar himmel. Det er jo fantastisk at køre tur i godt vejr. Mit kamera lå klar til at tage billeder af hva jeg nu synes var spændende og smukt.  

Vi når til Ungarn og køre fint igennem tolden. Landskabet ændre sig lige så stille. Jo længere vi kommer ind i Ungarn jo smukkere bliver det, men også mere beskidt. Vi kommer igennem et par små byer, og her kan man godt se at der bliver kæmpet lidt for at få hverdagen til at hænge sammen. Det roder og der løber et par hunde rundt og leder efter mad.  

               

 

Inden grænsen ud af Ungarn kommer vi forbi et lagerområde. Højt hegn og et gammel læskur, der står en gammel slidt lænestol i det ene hjørne hvor der sidder en rimelig stor mand.  

Da vi kommer kørende forbi kommer der 3-4 piger rundt om hjørnet, løbende og vinkende.  De var ikke en dag over 15 år. Men de var dullet op. Virkelig kort nederdel og pelsjakke. Der var ingen tvivl. Motorvejs ludere.  Det stak så enorm i mit moderhjerte.  

Mellem grænsen til Ungarn og Serbien er der en telt/plastikpose lejer.  

Jeg måtte ikke tage billeder af det...  

Så kommer det store øjeblik. Vi skal ind i Serbien.  

Vi kommer igennem paskontrollen og bliver vist ind på en holdeplads, hvor en tolder kommer og beder om at se vores pas igen. Dem stopper han i sin lomme da han har kigget dem igennem. Hmmm 

Han beder os om at åbne bilen så han kan se hvad der er i bilen.  

Han vil gerne vi tømmer bilen, men jeg lader ham forstå at hvis han vil det, skal han selv tømme den.  Han kalder på en tolder der bedre kan engelsk. Han spørger om hvor meget vi har med, hvor meget det er værd i rede penge. Vi fortæller at der sammenlagt måske er for 30-50 Euro. Han klapper "vores" tolder på skulderen med et skævt smil og går 

Vores tolder bliver ved med at mumle at der er et problem med vores papir. Hvilke papir ? vi har jo kun vores pas med? Men papirerne for fodret, der mangler kvitteringer!  Jaa, vi forklare igen igen at det hele er doneret af Danskere til Internatet. At de ekstra ting er gaver til familien. Igen bliver vi bedt om at tømme bilen, igen siger vi at de selv skal tømme bilen.  

Vores tolder går rund og rund om bilen og mumler. Jeg er sulten, da vi sprang morgenmaden over, så jeg finder køletasken frem og begynder at smører en ostemad. 3 toldere stiller sig op og kigger undrende på mig, vores tolder går en tur mere rund om bilen, smider så vores pas over til Frans, siger "Bye" og går,  vi siger Tak og skynder os at komme afsted.                                                                                Vejret er skøønt, solen skinner fra en skyfri himmel.  

       

Den første lange tur gennem Serbien er flad. Mere flad end den Danske hede..  

Små byer og faldefærdige huse skyder op alle steder. Der ligger affald i kæmpe bunker over det hele. Vejkanten er fuld af affald og flasker der er kastet ud fra bilerne. Skraldespande er overfyldte og der ligger affald på jorden omkring.  

                 

En enkelt gadehund springer op i en skraldespand, med håbet om at finde noget der kan ædes. Det går op for os at vi ingen katte har set, vi får senere af vide at katte og rotter er føde for hundene, så der er ikke mange af dem tilbage. Det er jo logisk nok. Tragisk, men logisk 

       

Lige med et nærmest står Frans på bremsen. Der køre en Traktor foran os på motorvejen, længere henne tuller en gammel hestevogn. De køre med en vogn fuld af træ. 

 I en lille by kommer vi forbi en gammel kone, hun kommer trækkende med en gammel cykel, med 2 poser på hvert styr. Der er små kviste i. Bag på er der en kurv med lidt større stykker træ, og på midten er der bundet et par hegnspæle på. Hun kan næsten ikke slæbe sig selv og cyklen afsted..  

 

Dette syn ser vi alle steder. Der samles brænde ind til vinteren. 

     

 

For at komme til internatet skal vi igennem bjergene. Det er ved at være mørkt og bjergvejen er ikke nem at følge. For at gøre det endnu mere svært, og vi er vi uden for lands lov og ret, så vores GPS strejker.  

Her er bare MØRKT. Her kan "det mørke Jylland" godt pakke sammen...  

Vejskilte er der ikke mange af. Vi har nu kørt 80 km uden at se så meget som et lille skilt.  Her er det lige før Frans finder kortet frem. Men kun lige før ;-) Man er jo Mand.....  

En vej går fra, og for enden af vejen, er der et skilt mod Negotin.  Hurrraaa 

De byer vi kommer igennem bære præg af et svært liv, et hård liv. Men ind i mellem de halv faldefærdige huse, skyder der noget der minder om små palæer op. Da vi spørger Rade om hvad det lige drejer sig om, kommer der et skævt smil og et alvorlig blik i hans øjne. Han fortæller at det er dem der arbejder og bor i Europa, blandt andet Danmark, bygger de her huse og kommer på ferie et par gange om året. Her smider de om sig med penge og opføre sig som baroner og er ikke særlige søde 

Husene ligger lidt tilbage og de har alle sammen hegn omkring. Det er for at holde gadehundene udenfor. Mange steder står der en lænkehund i haverne. Husene er i stærke farver og affald alle steder.